Hvad er karate?

Karate udspringer af Japan som både en kampkunst og en filosofi. Ordet betyder "tom hånd", hvilket refererer til evnen til at kunne forsvare sig ubevæbnet.

Træningen er omhyggeligt struktureret for at forebygge skader og undgå overbelastning af kroppen. Gennem karate forbedres din koncentration, koordination og selvtillid, samtidig med at du opnår en god grundform.

Du udvikler din balance, smidighed og reaktionstid, men fundamentalt set lærer du at skabe fuldt fokus og lukke alle forstyrrelser ude. Læringsprocessen foregår systematisk og disciplineret og bygger på repetition, iagttagelse og individuel vækst.

Karate er for alle

Både børn og voksne har stor glæde af denne sport, da den lægger vægt på personlig udvikling i et stærkt fællesskab med andre.

Alle uanset set alder og køn kan træne karate. Man kan starte uden forkundskaber og det gøre ikke noget man er i dårlig form. Vi tæner alle fra starten, hvor alle kan følge med.

Karate er også for piger og kvinder. De træner sammen med drenge og mænd og lærer dermed at klare sig godt i enhver situation. Fordelingen er næsten 50/50 mænd og kvinder og vore hold er opdelt efter alder og niveau.

Eksempel på kata træning

At dyrke karate handler ikke blot om fremmøde, talent og dedikeret træning; det er i lige så høj grad en mental rejse baseret på disciplin, respekt og ydmyghed – hvilket for eksempel kommer til udtryk ved, at man er en god og hjælpende træningsmakker.

Sporten bærer præg af en lang historie, en dyb kultur og faste traditioner, hvilket blot gør træningen endnu mere fascinerende. Karate drejer sig ikke blot om at slå og sparke en modstander, men derimod om at mestre sin teknik og styrke fuldt ud. Undervisningen består af forskellige elementer, alt efter hvad der er i fokus:

Kihon

I kihon fokuseres der på grundtræningen, hvor basisteknikker som stød, slag, spark og blokeringer indøves både stående og i bevægelse. Formålet er at perfektionere hver enkelt teknik. Gennem konstant gentagelse af kihon opbygger man en præcision og rutine, der danner fundamentet for kumite og kan videreudvikles i kata.

Kata

En anden central disciplin er kata, som bedst kan beskrives som en koreograferet kamp mod flere usynlige modstandere. En kata består af en fastlagt serie af forsvars- og angrebsteknikker mod indbildte fjender. Denne træningsform styrker din teknik, din vejrtrækning, din koordination og din evne til at fokusere. Kata repræsenterer en af de ældste dele af karate, og visse sekvenser kan dateres adskillige århundreder tilbage. Ved konkurrencer i kata lægger dommerne især vægt på udøverens evne til at leve sig ind i og virkeliggøre bevægelserne. At udføre en kata flot og korrekt kræver enormt meget af udøverens hurtighed, muskelstyrke og smidighed.

Kumite

I kumite anvender man de bevægelser og teknikker, man har indlært i kihon og kata, i praksis mod en træningspartner. Man starter altid med arrangeret kamptræning, hvor angreb og parader er aftalt på forhånd. Frikamp udgør den sværeste og mest avancerede form for kumite. Man introduceres først for frikamp, når man har opnået en solid erfaring med at udføre basisteknikkerne korrekt. I begyndelsen foregår det i et meget roligt tempo, som gradvist sættes i vejret, i takt med at man bliver mere rutineret. Under frikamp benyttes der sikkerhedsudstyr, og kampene afvikles under strenge regelsæt udformet af Dansk Karateforbund.