Featured

Årsmøde 2021 i Sønderborg

Image

Årsmøde 26.-27. august 2021

I indbydes alle til Årsmøde 2021, som denne gang foregår på Hotel Alsik midt i Sønderborg ved havnen. Hotellet er tegnet af Henning Larsen Architects og er Sønderborgs nye vartegn med sine 19 etager.

På trods af COVID-19 afbrydelsen, fastholder vi vores ledelsesmæssige hovedtema, hvor vi siden årsmøde 2017 og 2019 har forsøgt at se ind i tiden med fokus på fremtidens byggesagsbehandler, i forhold til både "image" og "branding" af sagsbehandlingen.

Vi tænker, at vi på dette årsmøde kan afslutte den planlagte ”3-trins raket” og denne gang sætte fokus på selve ”branding” af vores arbejdsområde i kommunerne.
Vi lægger ud med et tilbageblik på arbejdet fra de 2 tidligere årsmøder, og til at facilitere dagen har vi allieret os med Søren Kaster, direktør fra LEAD Agency.
Søren Kaster vil bl.a. sætte fokus på værdien af et godt image og sætte ord på hvad god kommunikation er og hvordan vi fortæller om den vigtige rolle, vi har som byggesagsbehandlere.

Jesper Hartvig Hjortnæs, brand manager fra DANFOSS A/S vil fortælle, om hvordan en stor global virksomhed som DANFOSS A/S arbejder med branding. Hvad betyder det at have identitet og en fælles historiefortælling? Hvilke valg og fravalg skal der tages stilling til og hvor går grænserne?

Rødovre Kommune har tilrettelagt et praktiktilbud til studerende på arbejdspladsen.
Hør om konklusionen på dette arbejde og hvordan arkitektstuderende/bachelor KADK, Justyna Sadowa har oplevet praktikforløbet.

Eftermiddagens program vil indeholde en work-shop del, hvor vi med baggrund i formiddagens oplæg diskuterer, hvordan vi kan omsætte indtrykkene til et fælles bud på konkrete handlinger som vi kan tage med hjem.

På årsmødets 2. dag, får vi anledning til at se nærmere på Sønderborg og grænselandets særlige arkitektur og historie.

Så kære alle - vel mødt til Årsmøde 2021, hvor du får mulighed for at blive opdateret ledelsesmæssigt og hvor vi også håber, du får noget konkret med hjem.
Herudover vil du naturligvis møde dine kolleger fra fjern og nær til et par rigtig spændende og inspirerende dage i skønne sønderjyske omgivelser, - og oven på COVID-19 oplevelsen, - så ser vi også frem til en ”genforening” i DABYFO.

På bestyrelsens vegne


Hans Eghøj

Søg på sitet